Om Maskinrummet Skagen

Historien bag museet

Maskinrummet Skagen blev etableret af Henning Kjeldsen i 2020 og åbnede officielt dørene for offentligheden i midten af 2021. Siden da har museet haft en klar mission: at bevare og formidle maritim- og motorhistorie til glæde for både unge og ældre generationer.

En verden af motorer og mekanik

Vores omfattende samling består af mere end 500 historiske motorer fra over 180 forskellige motorfabrikker verden over. Hertil kommer tusindvis af maritime- og landbrugseffekter, en imponerende samling af veteranbiler, motorcykler, knallerter samt unikke flaskeskibe og modelskibe.

Maskinrummet drives af et dedikeret team bestående af ansatte og frivillige med vidt forskellige baggrunde såsom fiskere, smede, mekanikere og motorentusiaster. Her vægtes godt humør, faglighed og fællesskab højt – noget som mærkes tydeligt af museets besøgende.

Museet er i konstant udvikling, og vi arbejder hele tiden på nye udstillinger og oplevelser, som eksempelvis det historiske Jegindø-Elværk, Skipper Jensen’s Mindestue samt den omfattende Günter Werner-samling.

Hos Maskinrummet Skagen bliver historien levende, når motorerne vækkes til live, og duften af diesel og benzin fylder lokalerne. Her handler det om oplevelse og passion, om at mærke fortiden tæt på og om at forstå historien med alle sanser.

Vi glæder os til at byde dig indenfor til en uforglemmelig oplevelse hos Maskinrummet Skagen.